Cirkus - yakari

Det kan være svært at forstå !

Jeg synes det hele har været rigtig svært siden jeg fik den skide hjerneblødning og jeg synes også min psyke er blevet hårdt ramt.

Jeg har tænkt længe over, at jeg følte det gik den forkerte vej med mig men det er åbenbart ret “normalt” at man godt kan få det lidt svært efter en blødning i hovedet.

Jeg har kopieret en tekst som jeg “trøster” mig med, altså det lyder skørt, men det trøster mig at jeg ikke er den eneste det er så “utaknemmelige” at være ked af det indeni, når jeg nu var så heldig at overleve !

 

Hvordan kan apopleksi medføre depression?

At udvikle en depression efter en apopleksi er meget almindeligt. Det vurderes at omkring en tredjedel og op mod halvdelen af alle apopleksipatienter rammes af depression. En depression kan påvirke ens genoptræningsforløb, funktionsniveau og livskvalitet negativt.

Når hjernen rammes af en apopleksi går hjerneceller til grunde eller dør. Det betyder, at de dele af kroppen eller de mentale funktioner, som tidligere har været kontrolleret fra det ramte område, ikke længere fungerer. De fysiske skader i hjernen kan således resultere i en række psykologiske reaktioner, besvær med at kontrollere følelser og personlighedsændringer.
Derudover er det en psykisk voldsom oplevelse at blive ramt af apopleksi. Det sker meget hurtigt, og fra den ene dag til den anden ændres ens liv og dagligdag.

Forandringerne, som apopleksien resulterer, i kan tage lang tid at bearbejde. Mange bliver bange, frustrerede, vrede, bekymrede og kede af, hvad der er sket, over de handicaps, apopleksien har medført, og de ændringer det betyder for ens livsvilkår. Det er naturlige reaktioner, men følelserne kan udvikle sig til en depression.

Baggrunden for, at man udvikler depression, er kompleks. Der er tale om en lang række neurobiologiske mekanismer, biokemiske forhold i hjernen, hjerneanatomiske strukturer, immunulogiske reaktioner og psykologiske reaktionsmønstre, som interagerer på kompleks vis.

Læsioner i bestemte områder af hjernens strukturer er hyppigere associeret med udvikling af depression end læsioner i andre områder. Der er ikke påvist en sammenhæng mellem den sværhedsgrad af hjerneskade, som apopleksien giver, og forekomsten af depression. Man kan derfor udvikle en depression både efter lettere og mere alvorlige skader i hjernen.

Kan slå ned når som helst

En depression kan udvikle sig når som helst efter en apopleksi. Man kan blive deprimeret lige efter, man er blevet ramt, eller flere måneder eller år senere. En depression kan variere i sværhedsgrad fra at være mild til at være svær. Nogle er slet ikke klar over, at de har en depression, fordi de andre følger efter apopleksien fylder så meget.

Hvis man også har kognitive vanskeligheder (problemer med at skabe overblik, besvær med at huske, koncentrationsvanskeligheder etc.) efter apopleksien kan det også være sværere at se, erkende, kommunikere og fornemme, hvordan man har det. Det kan derfor være sværere at få øje på, at man har en depression.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Cirkus - yakari