Det skete der den aften !

Dette indlæg er nok lidt grænseoverskridende og har været længe undervejs men det bliver bedre for hver gang jeg fortæller det og måske en dag jeg kan tale frit om det uden det betyder tåre.

På Lukans 6 års fødselsdag havde vi huset fuld af gæster, jeg humpede lidt rundt eftersom jeg var blevet opereret i mit knæ 4 dage forinden men vi havde gæster til fødselsdag, vi var mange og havde netop overstået maden, både aftensmad efterfulgt af kage.

Jeg havde lige været med min søster Malene udenfor og ville gå ovenpå for at bruge toilettet ovenpå.

Lige da jeg var færdig på tønden kunne jeg mærke en smerte hele vejen igennem lænden, ryggen op i nakken og så et klunk i hovedet. Jeg blev svimmel og kunne mærke jeg skulle besvime men jeg tænkte at nu skulle jeg bare have låst døren op og komme ud, så jeg ikke besvimede bag en låst dør, jeg fik vaklet ud i stuen på 1 sal og det første jeg kunne høre var min søster Malenes stemme så jeg kaldte Malene, hun svarede øjeblik og jeg kaldte straks igen MALENE og hun svarede at hun kom nu, jeg havde lagt mig ned og havde det så mega mega dårligt, jeg troede mit hovede ville eksplodere. Malene kom ovenpå og sagde straks, Er du dårlig, jeg svarede ja, hun sagde er det dit knæ?, jeg svarede nej det er ikke mit knæ, jeg har det så dårligt. Malene sagde “er det alvorligt, skal jeg ringe efter en ambulance” jeg var slet ikke i tvivl, jeg svarede ja du skal ringe efter en ambulance, så kunne jeg høre hun råbte på min mor ned af trappen og sagde de skulle ringe efter en ambulance.

Herefter kan jeg bare huske jeg blev mere og mere dårlig, mine søskende Mette og Malene talte til mig og jeg kunne høre Malene snakkede i telefon med ambulancefolkene og jeg rettede hende da hun svarede forkert på min alder, ret skal være ret 🙂 jeg begyndte at svæve mellem bevisthed og bevistløs, jeg vågnede på et tidspunkt ved min søster mega nappede mig og det gjorde så skide ondt. jeg tænkte at det godt nok var tarveligt af hende at nappe mig, når jeg havde det så mega dårligt i forvejen (hun havde fået afvide hun skulle prøve at smertepåvirke mig)

Min familie fik ringet efter Nicolai som var taget på job og da han kom hen til mig sagde jeg kun “tage dig af drengene” Mikas kunne jeg høre græde helt vildt nedenunder fordi de selvfølgelig ikke måtte komme op til mig, ambulancefolkene havde også bedt om at alle børn blev sendt af vejen. Jeg havde bare brug for at vide de små var i gode hænder ved deres far. Nicolai vidste ikke hvor alvorligt det var, det var der nok ingen af os som vidste.

Nå men jeg blev så vildt dårlig og følte mit hovede ville eksplodere, min nakke gjorde så ondt så jeg skreg i smerte og så kastede jeg op som aldrig før. Ambulancefolkene fik givet mig smerte og kvalme stillede og så sagde de at vi var nødt til at skulle afsted, jeg sagde nej jeg er ikke klar, jeg var ikke meget for at blive spændt fast på et bræt fordi jeg kastede op i et væk MEN de sagde, at det var der ikke at gøre ved, vi skulle afsted NU.

Min mor var med i ambulancen og vi mødtes med lægebilen ved rundkørslen og der kom en læge med. Jeg kan intet huske var ambulanceturen til Herning men det kan min mor, det havde været lidt vildt at være med i ambulancen både fordi min mor selvfølgelig var skide bange og fordi de bare kørte så mega hurtigt.

I Herning blev jeg scannet og de kunne se jeg havde en hjernehindeblødning og jeg skulle straks videre til Århus neurologiske intensivafdeling.

I Herning kan jeg kort huske at mine søskende kom hen til båren da jeg blev kørt ud men ellers er alt sort.

I Århus blev jeg stabiliseret og tirsdag dvs dagen efter blev der forsøgt at lukke blødningen ved en metode der hedder coil men da blødningen sad dumt kunne denne metode ikke bruges. Jeg var blevet dårligere fik indlagt dræn og blev lagt i koma. Min familie fik besked på at køre hjem fordi lægen ikke vidste hvornår de gik videre til den store operation, hvor de skulle åbne mit kranie og sætte en klips på udposningen, som lægen havde sagt så vidste jeg ikke min familie var der og de vidste ikke hvornår de kunne få en kirurg mere ind, som skulle bistå operationen. Min familie var ikke nået ret langt på motorvejen før de blev ringet op at nu ville de gå igang med operationen, så tror jeg da nok lige de fik vendt bilerne og kørte retur.

Operationen gik godt og min familie fik afvide de ville forsøge at vække mig af komaen, det gik også så fint og jeg var vågen da de fik lov at komme ind til mig. Jeg har ingen erindring om alt dette og de første mange dage var jeg også snotforvirret, sagde fjollet ting og vidste ikke helt hvor jeg var men det gik jo bare fremad dag for dag. Efter sådan en hjerneblødning så er der en kritisk periode på 21 dage hvor man kan få karspasmer men også det slap jeg for.

Nicolai havde drengene med på besøg og jeg kan ikke huske det første besøg men jeg kan huske efterfølgende da de var på besøg at de var lidt bekymret fordi jeg så farlig ud og Lukan ville slet ikke kramme mig fordi jeg havde dræn ud af hovedet.

Det bliver vidst for lang en stil nu, men jeg kan runde lidt af med at sige de folk som passede og plejede mig i Århus var helt fantastiske og vi er dem dybt taknemmelige. Min familie skal også have kæmpe tak for deres omsorg og kærlighed både i min tid på sygehuset men også i den periode der er gået sidenhen, de har virkelig været søde og forstående.

Venner skal også have stort tak for deres kærlighed, omsorg, opmuntrende ord, hjemmelavet mad osv.

Sikke stolt og ydmyg jeg er over alle de søde mennesker jeg har i mit liv.

Jeg er ikke på toppen endnu men det kommer jeg, lige pludselig, bare vent og se !

Billederne er fra sygehuset, vi har ingen fra den kritiske periode, Nicolai havde knipset et par men har mistet alle hans billeder, min familie som ofte kom synes ikke det var passende at tage billeder af mig i situationen og I nå nøjes med de “gode” billeder, de billeder som er mine optur billeder og et bevis på jeg overlevede og det bare gik fremad dag for dag. Nicolai og drengene lavede meget fis og ballade over telefonen. Forresten var personalet også så søde at få arrangeret så Nicolai og drengene kom en aften og spiste Mac d og snoller i min seng som de havde fået lavet om til en sofa med hjælp fra et par sammenrullet dyner.

 

Ps – Mor nu skal du ikke græde igen, det er jo en glad fortælling 🙂 🙂